youtube logo twitter logo instagram logo facebook logo linkedin-logo
8. maj 2026

Pressemeddelelse: Årsregnskab 2025 – Barfoed Group P/S

Barfoed Group P/S runder 12 mia.kr. i balance og styrker soliditeten.

Barfoed Group P/S realiserede i 2025 en positiv udvikling i selskabets lejeindtægter og et meget tilfredsstillende resultat. Selskabet opnåede et overskud på 149 mio.kr før værdiregulering af ejendomme samt et årets resultat på 203 mio.kr.

Den store fokus på udvikling af selskabets eksisterende ejendomme, opkøb af to cityejendomme i Odense samt de fortsatte byggerier på Munkebjerg Park har samlet set givet en stigning i lejeindtægterne på 11 mio.kr.

Tomgangen er i 2025 nedbragt markant sammenlignet med året før. Den positive udvikling kan henføres til en fortsat stærk efterspørgsel efter selskabets ejendomme – særligt i København og Odense – samt til, at hovedparten af lejemålene i Harvings Parkhus løbende er blevet udlejet i 2025.

Den tidligere tomgang i Harvings Pakhus, relateret til totalrenoveringen af ejendommen, var den primære årsag til det høje tomgangsniveau i 2024.

Stigningen i lejeindtægterne og den forbedrede tomgangssituation har haft en positiv effekt på selskabets nettoindtægter, som udgjorde 440 mio.kr. Det er en stigning på 13 mio. kr. i forhold til 2024.

Det regnskabsmæssige resultat før værdireguleringer er på 149 mio.kr., hvilket er fuldt ud på niveau med selskabets forventninger for 2025 og en forbedring i forhold til 2024 på 7 mio.kr.

De foregående års høje aktivitetsniveau, med såvel renoveringer og nybyggerier fortsætter i 2026. Det igangværende byggeri af ungdomsboliger i Munkebjerg Park forventes færdiggjort ultimo 2026.

Samtidigt arbejdes der målrettet med udviklingen af den eksisterende ejendomsportefølje, hvor der fortsat foretages betydelige investeringer i kvalitet, modernisering og langsigtet værdiskabelse.

I 2026 åbner Restaurant Skoven, en historisk restaurant med en særlig beliggenhed i Odense M. Ud over denne gennemgribende renovering og udvikling af denne ejendom, er der foretaget betydelige investeringer i Fredericia, hvor Det Glade Vanvid åbner sin syvende restaurant, samt i Nørresundby, hvor et tidligere plejecenter ombygges til 63 nye, moderne ungdomsboliger.

De fastsatte afkastkrav er i al væsentlighed uændret i 2025 og det gennemsnitlige afkastkrav udgør 4,23 % for ejendomsporteføljen. Forbedringer i ejendommenes drift, som følge af stigninger i lejeindtægterne og løbende renoveringer, har sammen med reguleringer vedrørende igangværende projekter samlet set medført en nettoopskrivning på 53 mio.kr.

En arbejdsulykke i januar 2025 relateret til en projekteringsfejl hos ekstern rådgiver medførte både tidsmæssige forsinkelser og en forøgelse af de samlede anlægsomkostninger i forhold til det oprindeligt budgetterede. Der er derfor foretaget en opdateret regnskabsmæssig vurdering, og denne regulering er indarbejdet i årets samlede værdiregulering.

En positiv regulering af selskabets rentesikringsinstrumenter samt et tilfredsstillende årsresultat har bidraget til en positiv udvikling af selskabets egenkapital, der pr. 31. december 2025 udgjorde 4.813 mio.kr.

Barfoed Group P/S har med årsregnskabet for 2025 realiseret en fortsat solid og stabil udvikling.

Selskabets balance har nu rundet 12 mia. kr., samtidig med at soliditeten er styrket til over 40 %. Den positive udvikling afspejler både en robust forretningsmodel og et vedvarende fokus på drift, udlejning og langsigtet værdiskabelse i selskabets ejendomme.

Koncerndirektør Frederik Barfoed udtaler:

”Jeg er meget tilfreds med 2025 regnskabet. På trods af store investeringer og et højt aktivitetsniveau, står koncernen fortsat på et særdeles solidt fundament. Jeg er stolt af, at vi nu passerer 12 mia. kr. i balance og samtidig styrker soliditeten til over 40 %.”

”Resultaterne afspejler vores langsigtede strategi til ejendoms- og byudvikling, en høj kvalitet i driften samt et vedvarende fokus på professionel servicering af vores lejere.”

”Vi oplever fortsat god efterspørgsel efter lejemål i koncernens ejendomme, og med de igangværende og kommende projekter står vi godt rustet til de kommende år. Sammen med dygtige og engagerede medarbejdere vil vi udvikle koncernen yderligere.”

”Barfoed Group styrker samtidig bestyrelsen med endnu en markant brancheprofil. Det er med stor glæde, at vi kan byde velkommen til Michael Nielsen, direktør i Danica Ejendomme, som indtræder i bestyrelsen pr. 1. september 2026. Samtidig tager vi afsked med Andy Nørregaard Andersen, der går på pension efter 15 år i bestyrelsen. Vi takker Andy for hans mangeårige engagement og værdifulde bidrag til Barfoed Group”