youtube logo twitter logo instagram logo facebook logo linkedin-logo
9. februar 2022

Brødrene Koch og Restaurant Det Glade Vanvid åbner 1. juni i historisk ejendom i Odense City!

Det er med stor glæde at Barfoed Group endelig kan fortælle, at de kendte kokke brødre – Lasse og Michael Koch – åbner en helt nyindrettet restaurant med plads til 110 gæster i de historiske lokaler på Vestergade 1, der for mange år siden husede Cafe Prior, som ejendommen blev navngivet efter – Priorgaarden.

Det Glade Vanvid er skabt som en helstøbt restaurantoplevelse, hvor der ikke mangler noget, og restauranten i Odense City bliver ingen undtagelse. Siden 2008, hvor Det Glade Vanvid slog dørene op i Aarhus, har de forfinet og tilrettelagt oplevelsen ned til mindste detalje. Restaurantoplevelsen følger brødrenes slagord: ”alt det, man ikke vil undvære – er der. Alt det man kun håber på – er en selvfølge.” For de har altid øje for detaljen. Lige fra udvalget af sæsonens råvarer til at få aftenens gæster til at føle sig velkomne, som var de i brødrenes eget hjem.

Lasse og Michael har 25 års erfaring fra toprestauranter i både ind- og udland, hvor de har forfinet metoder og teknikker og eksperimenteret med alverdens råvarer og smagskombinationer. En erfaring der kommer til udtryk i de enkelte serveringer. Det er Michael, der står for at kreere sæsonens menu, der over et år skifter seks gange startende med vinterens menu til foråret og runder af med årets julemenu. Michael lader sig altid inspirere af sæsonen og naturen omkring os, og derfor får gæsterne altid store smagsoplevelser skabt af sæsonens bedste råvarer.

En aften på Det Glade Vanvid byder på sæsonens fire smagfulde serveringer. Startende kl. 18.30 med appetizer og et glas sprudlende cava. Herefter følger tre serveringer, hvortil Michael har udvalgt syv forskellige vine, som man frit kan forsynes sig med fra vinbaren. Så meget man måtte ønske. Her findes der også alkoholfrie alternativer, fadøl, sodavand og årstidens perlende saft. Aftenen rundes af med lidt sødt til brødrenes udvalgte kaffe og te. Der bydes også på en avec til kaffen. Alt inkluderet i prisen.

Det Glade Vanvid har åbent tirsdag-onsdag fra kl. 18.30-21.30 her er prisen 499,- og torsdag-lørdag fra kl. 18.30-22.30, hvor prisen er 599,- for en aften. Se mere på www.detgladevanvid.dk

Ejer Lasse Koch udtaler: ”Vi er meget glade for at kunne åbne på en så central placering i Odense, og vi ser frem til at lære byen godt at kende, og håber at Odense vil tage godt imod os. Vi elsker at servere lækker mad og yde den bedste service til vores gæster, og vi ser det som vores fornemste opgave, at alle skal føle sig tilpas og kræset for, uanset hvad den enkelte måtte foretrække. Er gæsten til alkohol eller ej? En vegansk eller en vegetarisk menu? Vi står klar med det hele – sådan ville vi tage imod gæster i eget hjem, så sådan skal det være.”

Koncerndirektør Frederik Barfoed udtaler: ”Jeg er utrolig stolt af, at vi bidrager til at udvide det gastronomiske menukort i Odense City i samarbejde med så dygtige branchefolk, og jeg har længe arbejdet på at finde den rette lokation til restauranten. Det er jeg sikker på vi har fundet her med den store udvikling af byen, der finder sted i den ende af Vestergade. Jeg lærte Brødrene Koch at kende på et af vores projekter i København, og jeg har fra starten været dybt imponeret af deres meget professionelle tilgang til kvalitet af råvarer og hele driften af deres restauranter, og når man så spiser hos dem, så bliver alle forventninger til fulde indfriet. De vil blive et stort aktiv for bylivet i Odense City,”

Såfremt der måtte være spørgsmål, så kontakt venligst:

Det Glade Vanvid – Lasse Koch – lasse@detgladevanvid.dk – 24 20 62 20

Barfoed Group – Frederik Barfoed – fb@barfoedgroup.dk – 70 20 15 45     

Fakta:
Det Glade Vanvid er skabt af Brødrene Michael, Lasse og Jesper Koch (nu Hotel Alsik) i 2008. Udgangspunktet var og er stadig: ”alt det, man ikke vil undvære – er der. Alt det man kun håber på – er en selvfølge.”

En aften på Det Glade Vanvid begynder kl. 18.30 og byder på fire smagfulde serveringer inspireret af sæsonens råvarer. Syv velvalgte vine i vinbaren og derudover fadøl, sodavand og perlende saft, så meget man ønsker. Herefter lidt sødt og en avec til kaffen. Alt inkluderet i prisen.

Tirsdag – onsdag, kl. 18:30-21:30 til 499 kr.

Torsdag – lørdag, kl. 18:30-22:30 til 599 kr.