youtube logo twitter logo instagram logo facebook logo linkedin-logo
25. september 2024

Barfoed Group fortsætter som tribunesponsor i OB

Barfoed Group har forlænget samarbejdet med OB, så vi i fællesskab skal bidrage til udviklingen og tiltrækningskraften i Odense by. Det betyder også, at stribede fans de næste to år fortsat vil kalde C-tribunen for Barfoed Group Tribunen.

I juni måned offentliggjorde OB et samarbejde med Barfoed Group om at bidrage til udvikling af Odense by gennem den nye fanshop i Kongensgade. Nu sømmes samarbejdet yderligere fast ved en gentegning af tribunesponsoratet, der løber frem til sommeren 2026.

Salgschef i OB, Claus Madsen, er glad for, at ’solskinssiden’ på Nature Energy Park de næste to år fortsat hedder Barfoed Group tribunen:

”Det er vigtigt for os i OB at fortsætte samarbejdet med Barfoed Group, da de ligesom os har et stærkt fokus på Odenses udvikling. Vi står sammen om byen og arbejder fortsat for, at Odense er et fedt sted at være”, siger Claus Madsen og tilføjer:

”Den tiltrækningskraft kræver gode sociale fællesskaber, som byen kan samles om, og her har vores mål længe været, at Nature Energy Park skal være fynboernes foretrukne sociale samlingspunkt. Derfor er jeg meget glad for, at Barfoed Group fortsat støtter op om OB og byens udvikling”.

En styrket tiltrækningskraft

Også Frederik Barfoed er glad for det forlængede samarbejde, der øger kendskabsgraden til Barfoed Group og deres engagement i Odense by:

”Det er vigtigt for Barfoed Group at være synlig i Odense – og vi tager aktivt del i byens liv, når vi med stor passion udvikler både bolig- og erhvervsejendomme. Gentegningen af samarbejdet med Odense Boldklub bekræfter, at vi er en lokal virksomhed med et langsigtet perspektiv og stor loyalitet til byen”, siger koncerndirektør af Barfoed Group, Frederik Barfoed, og fortsætter:

”Odense skal være en by, der tiltrækker nye borgere, og sport og oplevelser betyder meget for vores tiltrækningskraft og ikke mindst selvopfattelse i byen. Det er vigtigt, at OB sætter Odense by i fokus, og at vi sammen viser vores lyst og evne til at udvikle nye tiltag, der udvikler os alle.”

Nye tiltag på vej

Efter den gode modtagelse af OB-Fanshoppen i Barfoeds lokaler i Kongensgade, ser Claus Madsen frem til flere kommende samarbejdsprojekter:

”Barfoed Group er også en værdifuld medspiller i vores netværk, hvor vi sammen løbende har flere projekter på tværs af samarbejdspartnere med afsæt i en fælles interesse og værdisætning af Odense by, og der er flere på vej”, afslutter Claus Madsen.

C-tribunen har heddet Barfoed Group Tribunen siden foråret 2019, og det vil den som minimum gøre frem til sommeren 2026.