
BARFOED GROUP tilbyder lejere delebil i Odense i samarbejde med HERTZ Delebilen.
Barfoed Group A/S har taget initiativet til et fordelagtigt og utraditionelt tilbud til lejerne i Christianspark og Ringparken. Begge boligbebyggelser er beliggende på Roesskovsvej i Odense V og består af i alt 172 lejemål.
Fra begyndelse af maj måned i år vil der blive stillet 2 delebiler til rådighed for lejerne. Ordningen gennemføres i samarbejde med Hertz Delebilen. Ordningen køres som et forsøg på 6 mdr for at teste om det kan blive en lige så stor succes som i andre danske byer.
“Vi har igennem nogen tid interesseret os for delebilsordningen, som allerede er blevet en stor succes i fx København og Århus, så det glæder os at kunne hjælpe vore lejere til at få del i ordningen. Vi kan endda sammen med Hertz Delebilen tilbyde vore lejere at benytte sig af delebilsordningen uden de skal betale abonnementsafgift, fordi vi vederlagsfrit stiller parkeringspladserne til delebilerne til rådighed”, udtaler koncerndirektør Frederik Barfoed.
“Vi ønsker at tilbyde moderne- og tidssvarende lejeboliger med et højt serviceniveau, og derfor passer den idé godt i vores koncept” udtaler Koncerndirektør Frederik Barfoed.
De personer eller familier, som ønsker at benytte sig af ordningen, skal således kun betale for den tid, de booker bilen samt det antal kørte kilometer. I betalingen er inkluderet benzin, forsikring, vedligeholdelse m.v. Brugerne får på denne måde et fleksibelt system, som kan dække deres behov for af og til at råde over en bil, uden at de skal påtage sig de høje faste omkostninger, der normalt er forbundet med at være bilejer, ligesom de ikke behøver at bekymre sig om dyre værkstedsregninger.
For at gøre det lettest muligt for brugerne af delebils ordningen, kan brugerne selv booke bilerne på internettet via Hertz Delebilens online-booking (www.delebilen.dk) eller via bookingkontoret, som betjener brugerne døgnet rundt. Dette betyder, at en bruger der booker en bil, kan afhente bilen allerede få minutter efter, at bookningen har fundet sted. Yderligere oplysninger og spørgsmål fås ved henvendelse til Hertz Delebilen, driftschef H.P. Henriksen.
Koncerndirektør Frederik Barfoed udtaler endvidere, at “Barfoed Group A/S er glade for samtidig at kunne bidrage til en positiv miljøpolitik, idet delebils ordninger reducerer CO2 udledningen betydeligt, fordi ordningen nedbringer det antal af privatbiler, som er nødvendige for at opfylde familiers behov for transport. Man regner almindeligvis med, at 1 delebil erstatter 4-7 privatbiler.” “Vi håber derfor på stor tilslutning til ordningen blandt vore lejere, således at vi fortsat kan udvikle nye koncepter, hvor der ydes lejerne et højt serviceniveau – gerne med den sidegevinst, at konceptet samtidig styrker nærområdet og miljøet”.
Man kan læse mere om Barfoed Group A/S og delebilsordningen på følgende hjemmesider:
www.barfoedgroup.dk, www.christianspark.dk og www.delebilen.dk