youtube logo twitter logo instagram logo facebook logo linkedin-logo
23. oktober 2018

Jan Kristensen bliver ny erhvervschef i Barfoed Group

Barfoed Group har ansat Jan Kristensen i en nyoprettet stilling som erhvervschef pr. 1. januar 2019.

Jan Kristensen har de seneste mere end 7 år drevet Kristensen Consulting, som er en erhvervsmægler og ejendomsrådgiver, der har arbejdet for alle lige fra den private investor, over nogle af landets største ejendomsselskaber og til flere børsnoterede banker og virksomheder.

”Det er en stor beslutning at ophøre med egen virksomhed efter 7,5 år, og samtidig sige farvel til 32 år som erhvervsmægler/ejendomsrådgiver, men netop i dette tilfælde føles det helt rigtigt”, siger Jan Kristensen. Og fortsætter; ”Dette er det perfekte match, idet Barfoed Group er en meget professionel ejendomsbesidder, der sætter en ære i at servicere sine erhvervslejere optimalt, og som qua sin omfattende portefølje og nye projekter altid vil have opgaver af netop den karakter, hvor min kommercielle forståelse og ejendomsfaglige erfaring kan gøre nytte”.

”Det har været helt afgørende for min beslutning, at min indsats skal ske i direkte og tæt samarbejde med Frederik Barfoed og selskabets direktion, og jeg glæder mig meget til at medvirke til bevarelse og styrkelse af værdierne på den lange bane”, slutter Jan Kristensen.

Koncerndirektør Frederik Barfoed siger; ”Vi har samarbejdet med Jan Kristensen i mange år, og Jan er kommet tæt på vores organisation og har mærket vores passion for ejendomme, men vi har også lært Jan godt at kende og har mærket hans engagement og loyalitet”, og fortsætter; ”Jeg er yderst tilfreds med, at Barfoed Group nu kan byde en kapacitet som Jan Kristensen velkommen, hvilket vil styrke vores indsats i relation til erhvervsudlejning, herunder både in house og i forbindelse med de gode samarbejdspartnere vi har blandt erhvervsmæglerne, og samtidig give værdi til vores forvaltning i form af viden, sparring og opgaveløsning.” Frederik Barfoed tilføjer; ”Jans evne til at tænke som en ejendomsejer, og hans vilje til at få tingene gjort, er styrker, der passer perfekt til stillingen som erhvervschef hos os, og vi ser frem til et mangeårigt samarbejde, som allerede er godt i gang.”

Barfoed Group er en af Danmarks største private ejendomsbesiddere og koncernen råder i dag over mere end 3.500 lejemål med ligelig fordeling på bolig og erhverv, som er spredt over hele landet, dog med størst fokus på Fyn, København City og Trekantområdet. Koncernen har hovedsæde i Odense, hvor Barfoed Group netop i øjeblikket selv udvikler en 125.000 m2 stor grund til opførelse af kvalitetsboliger, topmoderne kontorhuse/hotel og en dagligvareforretning. I alt vil der være opført ca. 74.000 m2 bygninger, når grunden er færdigudviklet, og det hele skal indgå i koncernens egen portefølje.