
Pressemeddelelse: Årsregnskab 2024 – Barfoed Group P/S
Barfoed Group P/S fortsætter med stabil indtjening og højt aktivitetsniveau
Barfoed Group P/S realiserede i 2024 en stigning i selskabets lejeindtægter og samtidig et stort overskud på 143 mio.kr før værdiregulering af ejendomme.
Den store fokus på udvikling af selskabets eksisterende ejendomme og samtidig de fortsatte byggerier på Munkebjerg Park har samlet set givet en stigning i lejeindtægterne på 14 mio.kr.
På trods af stigning i lejeindtægterne er der sket et fald i et selskabets nettoindtægter, hvilket forklares af to forhold relateret til udviklingen i tomgang og vedligeholdelsen af selskabets ejendomme.
I forbindelse med renoveringen af Harvings Pakhus i Københavns Sydhavn har størstedelen af ejendommen været uden lejeindtægter i hele 2024, hvorfor tomgangen i 2024 har været unormalt høj. Hertil kommer, at der generelt på selskabets ejendomme er sket fremrykning af vedligeholdelsesarbejder for at bibeholde det meget høje kvalitetsniveau.
Det regnskabsmæssige et resultat før værdireguleringer på 143 mio.kr., hvilket er fuldt ud på niveau med selskabets budget for 2024.
Renteniveauet faldt i 2. halvår 2024, hvilket har medført at de finansielle omkostninger er realiseret lavere end budgetteret for året. Det lave renteniveau er udnyttet til at rentesikre den resterende del af selskabets variabelt forrentede lån med virkning fra 2025. Selskabets andel af fast rente i mere end 5 år udgør herefter 80 pct.
Primo 2025 kan konstateres en stigende efterspørgsel efter såvel kontor- som butikslejemål i København. Dette betyder, at der på nuværende tidspunkt kan konstateres et fald i selskabets tomgang i forhold til 2024.
De foregående års høje aktivitetsniveau, med såvel renoveringer som nybyggerier, fortsætter i 2025. Medio 2024 er der opstartet byggerier i Munkebjerg Park af yderligere 81 livstilsboliger og 37 ungdomsboliger. Byggerierne forventes afsluttet i 2. halvår 2025.
I forbindelse med værdiansættelsen af ejendommene fastholder selskabet afkastkravet på trods af et faldende renteniveau for størstedelen af porteføljen. Forbedringer i ejendommenes drift, som følge af stigninger i lejeindtægterne og renoveringer, samt en mindre korrektion af afkastkravet for enkelte centralt beliggende ejendomme, medfører samlet set en opskrivning på 89 mio.kr.
På trods af en negativ regulering af selskabets rentesikringsinstrumenter, har et tilfredsstillende årsresultat bidraget til en positiv udvikling af selskabets egenkapital, der pr. 31/12 2024 udgjorde 4.444 mio.kr., hvilket giver en soliditet på 38,2 %.
Driftsresultaterne i de sidste 5 år på mellem 136 og 165 mio.kr. er udtryk for en meget stor stabilitet. Udvikling og opførelse af kvalitetslejemål til konkurrencedygtige lejepriser, egen driftsafdeling til nærværende servicering af nye såvel som eksisterende lejere, samt en forsigtig finansieringsstrategi med lang rentebinding, er med til at sikre denne stabilitet og en fornuftig driftsøkonomi.
Koncerndirektør Frederik Barfoed udtaler:
”Resultatet i 2024 er fuldt ud i overensstemmelse med vores forventninger og budgetter og udtryk for den store passionerede indsats fra samtlige medarbejdere i koncernen.”
”Vores optimisme er fortsat stor og 2025 kommer også til at medføre betydelige investeringer i færdiggørelsen af de 2 igangværende projekter – 118 boliger – og starten på udviklingen af den sidste etape boliger på Danmarks første DGNB Certificerede bydel – Munkebjerg Park med yderligere ca 140 boliger. Vi forventer, at bydelen inden for de næste par vil indeholde mere end 900 boliger og en del erhvervslejemål, hvor vi over de næste 3-4 år vil udvikle yderligere 8000 m2 til erhverv.”
”Vi har samtidig stor fokus på udviklingen af Odense City, hvor både det gode handelsliv, cafe/restaurationer og centrale boliger er repræsenteret i vores ejendomsportefølje, og vi har med stor succes i 2024 udviklet Pariser Passagen og Surels Hus i Vestergade, og senest har vi købt Laur. Winthers Hus i Vestergade 61, hvor der indrettes yderligere erhverv og nye tagboliger. Det er en spændende opgave, og vi oplever generelt god efterspørgsel på alle typer lejemål i det centrale Odense.”